Af Niels Ulrik Sørensen, januar 2024
Niels Ulrik Sørensen har skrevet om de små mentale kolapser man kan opleve i forbindelse med meget lave blodsukre – hypoglykæmi. Han skrev teksten, fordi han aldrig selv var stødt på en beskrivelse af fænomenet. Niels Ulrik Sørensen fik type 1 diabetes som voksen.
Små mentale kollapser
At have diabetes har vist sig at være et løbende studie i alle mulige sider af forholdet mellem det mentale og det kropslige. Hverdagen er på mange måder et forstørrelsesglas på et tidstypisk kropsprojekt, hvor det handler om at monitorere og justere kroppen, så den fungerer optimalt. Løbende tilføre sukker, når tallene er for lave, og løbende tilføre insulin, når de er for høje, og da blodsukkeret er i konstant bevægelse, er det mentale på evigt overarbejde for at få kroppen til at rette ind. En ekstremvarians af et forhold mellem det mentale og det kropslige, som de fleste vil kunne genkende: Det handler om kropskontrol.
Når det ikke lykkes, sparker kroppen med det vuns tilbage:
Høje og lave blodsukre sætter sig forskelligt, jeg vil her koncentrere mig om de lave. For foruden de fysiske symptomer som koldsved, svimmelhed og en sult så voldsom, at jeg næsten slås omkuld, har jeg oplevet små og større mentale kollapser, hvor jeg på forskellige måder mister mig selv og min evne til at orientere mig i verden. Først to eksempler på små kollapser:
– Jeg står på gaden uden for vores hoveddør, endelig. Jeg er gået rundt om blokken flere gange uden at kunne finde den, men står nu en halv meter væk, men jeg er ude af stand til at stikke nøglen i låsen.
Jeg er på vej over Dronning Louises Bro
– Jeg er på vej over Dronning Louises Bro, ved jeg bor 100 meter væk, men aner ikke, hvilken vej jeg skal gå, passerer en bænk og sætter mig for at finde orienteringen, og jeg beslutter mig for, at det er dén vej, men jeg ude af stand til at rejse mig.
Tilstanden forsvinder efter et stykke tid, da jeg altid har sukker i tasken, som jeg instinktivt evner at gribe ud efter og proppe i munden. Men for en stund opleves mit selv som opløst, og de koordinater, jeg normalt styrer efter i verden, som kollapsede.
Jeg er sunket ned i en udefinerbar kropslig zone, uden vilje og vej, uden evne til at orientere og bevæge mig. Det føles destabiliserende og lammende i situationen, men rækker ikke videre end dén. Jeg fornemmer fortsat, at jeg vil genfinde mig selv og min verden, og det sker også efter et stykke tid, når sukkeret begynder at virke.
Jeg står på gaden uden for vores hoveddør, endelig. Jeg er gået rundt om blokken flere gange uden at kunne finde den, men står nu en halv meter væk, men jeg er ude af stand til at stikke nøglen i låsen.
To gange har jeg mistet denne fornemmelse
To gange har jeg mistet denne fornemmelse. Senest for ganske nylig, hvor suget ned i den udefinerbare kropslige zone var så stærkt, at det det førte videre ned i et større mentalt kollaps. Jeg var alene hjemme og på vej ud i køkkenet, måske efter sukker, jeg erindrer det ikke, jeg nåede aldrig derud, og i spisestuen oplevede jeg dette kollaps, som jeg skrev ned nogle timer senere:
Koordinaterne i rummet bryder sammen
“Koordinaterne i rummet bryder sammen. Det ligner sig selv, og du sidder et sted i rummet og kigger ud på det. Du er dig, og rummet er din spisestue. Men du ved ikke, hvordan du skal orientere dig eller bevæge dig i rummet. Du ved ikke, hvor op og ned er. Hvor frem og tilbage er. Og hvordan du kan rejse dig eller rykke dig. Du får øje på væggen med malerierne, der står på disken, og du kan genkende dem.
Du vender åbenbart på siden, dit blik er liggende. Du registrerer, at malerierne har mistet farverne. Joel Bigaignon står ikke længere op ad væggen, men er hængt ind i væggen – den er som en ramme rundt om maleriet – og sat bag glas.
Rummets sammenbrud og orienteringsløsheden er helt konkret, men ikke kun. Koordinaterne i dit liv bryder sammen. Elementerne er der, du kan genkende dem, og mens du forsøger at rejse dig eller bare rykke kroppen, strømmer billeder af dine nærmeste, dit arbejde, den besked på telefonen, du netop har besvaret, omkring dig. Men du kan ikke forstå sammenhængen mellem dem, heller ikke hvad du skal gøre for at få dem til at hænge sammen.
En bevidsthed om, at noget er galt, åbner sig
En bevidsthed om, at noget er galt, åbner sig. Men er det denne situation, der er gal, eller er det hele dit liv, der er galt? Du forsøger at gøre noget, men du ved ikke, hvad det vil sige at gøre noget. Du er fortabt og handlingslammet, og dit liv er bare billeder i en lind og urørlig strøm omkring dig. Du kan ikke mærke noget, så du overvejer at lægge dig ned på gulvet, det er hårdere og kan nok lettere mærkes, men det er for langt væk, uden for rækkevidde. Du er på sofaen, måske liggende, men du kan ikke mærke den.
Du kommer i tanker om soveværelset, måske er du syg og skal i seng, men ved ikke, om du kan finde og bevæge dig ind i soveværelset, men kroppen rejser sig og går derind, du ved det, man kan ikke huske det. Du falder hen på sengen og vågner først flere timer senere.
Det var ikke en drøm, du laver mad til dig selv og skriver dette.”
Mine tanker og følelser, flimrer rundt i cirkler
Jeg oplever mig selv som særdeles psykisk stabil grænsende til det kedelige. Jeg har haft min portion af mørke perioder, tvivl på mit eget værd, præstationsangst osv., men jo ældre, jeg er blevet, desto mindre fylder det. Måske har det kropsprojekt, min diabetes kræver af mig, ligefrem virket stabiliserende med dets konstante mentale fokus på orden og balance.
Samtidig har min diabetes åbnet ind til en kropslig zone, der kaster mig omkuld, opløser alt jeg kender og vist mig kighuller ind i et mentalt kaos, hvor verden og min plads i den, mine tanker og følelser, flimrer rundt i cirkler uden mål og med.
Det er aldeles forfærdeligt, men også fint at blive mindet om, at grænserne for jeg’et og normaliteten, i hvert fald hos mig, er porøse og skal passes og plejes. Ligesom det er fint at få erfaring med, at dette jeg og denne normalitet ikke er det hele, at der er mere, andre horisonter, også selvom jeg ikke ønsker at bevæge mig derud igen lige foreløbig.
#hypoglykæmi #insulinføling #føling #lavtblodsukker
Du kan læse andre blogindlæg her. Du er også altid velkommen til selv at skrive et blogindlæg og få det lagt på websiden her. Skriv til tif@type1.dk
